Yemen kamæleon voksen 1.0 (Chamaeleo calyptratus)

Flotte Yemen kamæleoner af forskellige køn i en god størrelse.

Chameleo calyptratus er én af de større arter af kamæleoner. Udseendesmæssigt er de som unger grønne, indtil de når en 5 måneders alder, hvor de så småt begynder at ændre farve alt efter hvilket køn de er. Fuldvoksne hanner kan nå en fuld længde på op til 50 cm, og hunnerne ca. 10 cm mindre.
Den gennemsnitlige alder for en han er ca. 6-7 år, hvor en hun gennemsnitligt bliver 4-5 år gammel.

Håndtering af dyret skal kun ske i sjældne tilfælde, da de stresser utrolig nemt - hvorfor de kun er beregnet som hobbydyr og ikke kæledyr.
Hold af flere kamæleoner i samme terrarie anbefales ikke, da det også vil stresse dyrene. I naturen lever de solitært og mødes kun i forbindelse med parring, derfor skal de holdes helt ude af syne for hinanden. 
En meget stresset kamæleon vil i værste tilfælde sidde med lukkede øjne i dagtimerne, hvorimod en sund og rask kamæleon konstant vil kigge rundt og orientere sig om sine omgivelser.

Yemen kamæleonen er fra naturens side kamufleret af sin grønne farve og skifter derfor ikke farve efter sine omgivelser, som er én af de største misforståelser indenfor dyreverdenen. Den gør i virkeligheden brug af sine flotte farver til at kommunikere med sine artsfæller, fx under parring, derudover skifter den også farve alt efter temperatur og dens humør. 


Fodring

Den har udbredelsesområde i større dele af Yemen og Saudi Arabien. De lever i naturen af hvirvelløse dyr og blade. I fangenskab fodrer vi dem på fårekyllinger, græshopper, dubia kakerlakker, melorme, zophobas larver, voksmøllarver, fluer og en smule grønt alt efter størrelse. Melorme og zophobas larver skal dog gives i mindre mængder, da det feder. Prøv så vidt muligt at fodre dyret varieret.

En voksen kamæleon fodres hver anden til hver tredje dag hvor det er vigtigt at omryste foderemnet i vitamin- eller calciumpulver hver gang, for at holde dyret sundt og raskt. Her kan vi varmt anbefale en blanding af Exo Terra's Calcium med D3 (fodres med én gang hver anden uge, fx i lige uge), Nekton-REP multivitamin (fodres ligeledes med én gang hver anden uge, fx i ulige uger) og Zoo Med's Calcium uden D-vitamin til alle fodringer indimellem.


Forstøvning og indretning af terrarier

Det er yderst sjældent, at se en kamæleon drikke af stillestående vand, derfor er det vigtigt, at indrette terrariet med masser af planter for at give kamæleonen mulighed for, at drikke fra bladene, når man forstøver hos den. Terrariet forstøves 1 til 2 gange dagligt - gerne morgen og evt. også aften. Planterne fungerer også som skjulested for kamæleonen, når den har brug for fred.
Alternativt kan man købe en dripping plant eller spraysystem, hvis man gerne vil slippe helt eller delvist for at forstøve hos dyret. Dette kan være en utrolig praktisk løsning hvis man er væk i længere tid ad gangen. Spraysystemet kan uden problemer indstilles til at forstøve på bestemte tidspunkter af dagen i forskellige tidsintervaller, den er nem at indstille og montere. 

Populære planter til indretning af terrariet er guldranken, paraplyplanten og hibiscus. Disse er nemlig ikke-giftige, hvilket er utrolig vigtigt, da man ofte ser kamæleonen æde af planter og blomster.

Vi anbefaler netterrarier til Yemen kamæleoner, da det er vigtigt med god ventilation for at undgå øjenbetændelse og svamp.
Til en voksen kamæleon er Exo Terra's Screen Terrarium Medium XTall et minimums krav, til hanner anbefales nummeret større.


Luftfugtighed, temperatur & UVB lys

En høj luftfugtighed er især vigtig om morgenen, da det simulerer dyrets levested i Yemen hvor kamæleonen vil benytte sig af chancen for, at slikke den friske morgendug i sig.
Kravet til fugtigheden i dagstimerne ligger på 50-65%, som også stemmer meget godt overens med den luftfugtighed vi normalt har i Danmark.

Som mange andre krydbyr kræver de to forskellige lyskilder; varmepære og UV-lys. Det anbefales, at begge er tændt 12 timer dagligt (og evt. 10 timer i vinterperioden). Klimamæssigt bør temperaturen ligge på mellem 23-28 grader, med en varmeplads på ca. 40 grader, hvortil der kan bruges en spotpære på 50w-150w alt efter terrariets størrelse. Om natten kan man sænke temperaturen, den må dog ikke falde under 15 grader, men man kan også uden problemer holde dem ved stuetemperatur. 

Varmen i dagstimerne er vigtig i forbindelse med en sund fordøjelse. UVB spiller også en kæmpe rolle i optagelsen af vitaminerne, som drysses ovenpå foderinsekterne. Her anbefaler vi en UVB pære på 5.0 eller 10.0 alt efter dyrets alder, terrariets størrelse og beplantning. Kom ned i MiniZoo og tag en snak med vores fagudlærte personale, så finder vi det perfekte udstyr til dit dyr.


Stimulering og motion

En kamæleon, der sidder stille på sin pind hele dagen er hverken et spændende syn for ejer, såvel som det er usundt for dyret ikke at motionere.
Man kan stimulere og aktivere en kamæleon på en forskellige måder. At få den til at udvise en naturlig adfærd medfører både et psykisk og fysisk sundere dyr. Måder man kan gøre dette på, er fx at tilføje et ventilationssystem til terrariet. Vind og bevægelse i bladene er stimulerende for dyret og giver derudover bedre udluftning - især hvis man holder den i glasterrarie. Her kan man med fordel placere ventilatoren i siden af glasset ved at bore et hul.

Det er heller ingen hemmelighed, at jo større terrariet er, jo bedre muligheder giver du dit dyr for at udvise sin naturlige adfærd! Når det kommer til kamæleoner, så gå endelig ikke ned på størrelse.

Lys har også en meget betydningsfuld påvirkning. Er terrariet for mørkt på trods af, at du både har UV og varme, vil dyret også blive mindre stimuleret og dermed mindre aktiv. Her kan man investere i et LED lysstofrør, som hverken giver varme eller UV, men blot hjælper med at give mere lys. Dette kan gøre underværker både hos dyrets trivsel, men også terrariets udseende.

Til sidst kan man også forsøge sig med, at lade kamæleonen fange sit eget bytte ved at slippe insekterne løs i terrariet. Det er en god måde at motionere og stimulere kamæleonen på. Vær dog opmærksom på, at der ikke er for mange insekter rendende rundt i terrariet, da det vil stresse dyret. Insekter som fårekyllinger kan også være forstyrrende for ejeren, da deres "sang" er forholdsvis larmende, og de vil med stor sandsynlighed formere sig inde i terrariet, så slip ikke flere insekter fri end hvad kamæleonen kan æde. 


Æglægning 

Har du en hun skal du være opmærksom på, at den vil lægge æg uanset om der er en han til stede eller ej. Hunnen lægger som oftest æg to gange om året efter de har nået den kønsmodne alder (5-7 måneder) og ét kuld består typisk af 30-90 æg.
For at undgå at hun afgår ved læggenød skal man sørge for at stresse hende mindst muligt. Giv hende fred og ro, og tilbyd en stor balje med min. 20 cm jord (evt. blandet op med sand), som hun kan grave i. Efter æglægningen er overstået vil hunnen være meget afkræftet, tilbyd hende så meget som hun kan æde og giv hende fortsat fred og ro.

Pris: DKK 1.200,00

Antal på lager: 1  Kun 1 på lager
Omgående levering

Læg i kurv
Lagerstatus i butikker
  Tårnby, Postnr. 2770 Tårnby Torv 7
Lagerantal: 1
  Vanløse, Postnr. 2720 Vanløse Torv 1
Lagerantal: 0
  Huntershop Islands brygge, Postnr. 2300 Njalsgade 24
Lagerantal: 0
  Hunter Valby, Postnr. 2500 Valby Torvegade 13
Lagerantal: 0

Lagerstatus til postordre
 Antal på lager til forsendelse: 1
Leveringstid: Omgående levering

Andre købte også:

Neonfisk (Paracheirodon innesi)
DKK 25,00
10 stk. DKK 225,00
Spar DKK 25,00
20 stk. DKK 440,00
Spar DKK 60,00
Antal på lager: 35 
På lager
Omgående levering

Guppy mix (Poecilia reticulata)
DKK 29,00
5 stk. DKK 130,00
Spar DKK 15,00
Antal på lager: 91 
På lager
Omgående levering
© www.minizoo.dk