Saltvandskoraller

 

Koraller er meget dekorative i saltvandsakvarier, og der findes mange forskellige arter. Her på siden har vi inddelt dem i hhv. sten- og blødkoraller, og derudover kommer alger, havsvampe og muslinger til saltvand. Alle levende organismer, der bidrager positivt til vandmiljøet i akvariet og samtidig gør det endnu smukkere at se på. Klik på den kategori, du gerne vil se nærmere på, og husk, at du altid er velkommen til at spørge os til råds, hvis der er noget, du er i tvivl om, eller der er noget, du ikke kan finde.

Er det svært at holde koraller?

Det kan virke som lidt af en mundfuld at holde koraller – særligt, hvis du er ny akvarist og ikke har stor erfaring med saltvandsakvarier. Tidligere var koraller i akvarier en større videnskab. Korallerne var svære at holde, og mange gav op. Men efterhånden er der i branchen en ret god fornemmelse for, hvilke koraller der er til at have med at gøre, og hvilke man bør undgå. Og det kommer dig til gavn.

 

Hvad er koraller overhovedet?

Koraller ligner klipper eller planter og opfattes ofte som sådan, men i virkeligheden består koraller af meget små dyr, de såkaldte koralpolypper. Når de dør, efterlader de sig et skelet, og det er en stor mængde af disse, vi oplever som koraller. Generelt kan man opdele koraller i to – hårde og bløde. De hårde er dem, vi kender som koralrev; de består af kalksten og bliver med tiden til klippe. De bløde koraller er, som navnet antyder, bløde og ligner undervandsplanter.

 

Hvor kommer de flotte farver fra?

Koraller har ofte helt fantastiske farver, som de får fra de alger, der bor i dem. Koralpolypper er nemlig gennemsigtige, og deres skeletter hvide, men algerne producerer farvepigment, der altså kan ses igennem polypperne.

 

Hvilken type koral skal jeg vælge?

Blødkoraller er den type koral, der er nemmest at holde. Det skyldes, at de vokser hurtigst og kan klare store udsving i vandværdierne. Stenkoraller er derimod noget mere påvirkelige over for vandværdier og kræver både calcium, strontium, magnesium o.a. for at klare sig. Stenkorallerne kræver desuden mere lys end sine bløde fætre, og da saltvandsfisk generelt ikke behøver så meget lys, kan her hurtigt opstå et paradoks. Stenkoraller er imidlertid de koraller, der har de flotteste farver – fx rød, grøn, pink, lilla og blå – så derfor er der mange, der vælger at prøve kræfter med dem til trods for deres lidt ’vanskelige’ ry.

 

Spørg os

Hvis du er i tvivl om, hvilken type koraller du skal have i dit saltvandsakvarium, er du altid velkommen til at kontakte os og spørge os til råds. Vores kompetente personale står klar med råd og vejledning og glæder sig til at hjælpe med at gøre dit akvarium endnu mere farvestrålende.

 

© www.minizoo.dk