Fuglebure og volierer

 

Hvis du drømmer om at få fugle, er fuglebure og/eller volierer ikke til at komme udenom. Det er imidlertid vigtigt, at du sikrer dig, at det valgte fuglebur/den valgte voliere passer til lige netop den fugleart, du ønsker/allerede har anskaffet dig. Har du mere end en enkelt fugl (hvilket vi anbefaler kraftigt, da fugle er meget sociale dyr), har du behov for et større bur, end hvis du kun har en fugl. Lige som buret også skal være større, hvis du har parakitter, end hvis du har kanariefugle. Og så fremdeles. Men det gælder altid at jo større buret er, jo bedre er det for fuglen.

Her på siden finder du alle vores bure og volierer til fugle. Udvalget er stort med forskellige størrelser, højder, bredder, farver og materialer. Vi har også varmeskabe og byg selv-fuglebure – alt i førsteklasses kvalitet, der lever op til gældende krav. Hvis du er i tvivl om, hvilket bur, der egner sig bedst til netop dine fugle, og/eller hvor stort det skal være, er du altid velkommen til at kontakte os. Så hjælper vi hellere end gerne med at træffe et kvalificeret valg.

Hvilket fuglebur skal jeg vælge?

Det er nemt at holde fugle, og det er samtidig hyggeligt med fuglekvidder indendøre. Du bliver dog nødt til at tage i betragtning, at det er en relativt tidskrævende hobby, da fugle er meget sociale dyr, og at du også bliver nødt til at ofre en del på udstyrsfronten – ikke mindst når det gælder fuglebure og indretning af dem. Det første du skal kigge på, når du vælger fuglebur, er, hvilken størrelse din fugl har. Fugle har behov for plads, så de kan udfolde sig og flyve – og samtidig skal der være plads til fuglebad, foderskål, eventuel redekasse, legetøj, flere forskellige siddepinde mv.  i buret. Tremmebredden skal også tages i betragtning – tremmerne må ikke sidde så langt fra hinanden, at din fugl kan komme til at sidde fast – og så må tremmerne ikke være så tynde, at din fugl kan bide dem over.

Som udgangspunkt er et godt bur til en undulat min. 75 cm langt med mindre det står åbent hele dagen så den kan komme og gå som den vil. Den officielle pasningsvejledning der er udarbejdet af Landsorganisationen for Danske Fugleforeninger (LDF) siger dog at et bur til en undulat skal være min. 100 cm langt - og LDF anbefaler desuden at selv de mindste finkearter holdes i bure der er min. 100 cm lange. Større fugle skal naturligvis have større bure.

Vælg samtidig et fuglebur, du kan holde ud at kigge på, for det anbefales, at buret placeres i et af de mest anvendte rum i huset, da det giver fuglene mest selskab - dog ikke i køkkenet, da dampe fra overopvarmede non-stick-belægninger, selvrensende ovne m.m. kan være dødelige for fugle. For de fleste arter er stuen idéel, men hvis der er tændt lys/tv til sent på aftenen er det tit bedst at dække buret til så fuglen får min. 8-10 timers mørke.

 

Varmeskabe

Hvis du avler fugle, får du formentlig brug for et varmeskab. Skabene bruges til udklækning af fugleunger og til ekstra varme til små fugle uden fjer. Varmeskabet sørger for at holde fuglene lune, så de trives og vokser til bedst muligt.  Fås i flere forskellige størrelser og effekter.

 

Byg selv-fuglebure

Hvis du har mange fugle og/eller fuglebure, og du gerne vil have et system, der både er praktisk og pænt, så kan du købe forskellige bur-moduler hos MiniZoo og sætte dem sammen efter behov. Smart og praktisk og velegnet til langt de fleste fuglearter. 

© www.minizoo.dk